• Han troede, at han skulle holde sommerferie i København. Men så ringede Hjulmand: »Han er en skjult helt«

    Источник: BDK Borsnyt / 19 июн 2024 00:21:19   America/New_York

    Ingen havde regnet med, at han ville blive udtaget til det danske landshold til EM-slutrunden i Tyskland. Ikke engang ham selv. Og faktisk var Mathias Jørgensen eller »Zanka«, som han bliver kaldt, heller ikke med i den oprindelige trup, som landstræner Kasper Hjulmand præsenterede på et pressemøde i Brøndby for få uger siden. Derfor blev den 34-årige københavner overrasket, da Kasper Hjulmand alligevel ringede to dage før testkampen mod Sverige på grund af en skade til Victor Nelsson. »Jeg havde ikke regnet med det. Men jeg havde selvfølgelig lyst,« siger Mathias »Zanka« Jørgensen til Berlingske. Han havde været på badeferie i Tyrkiet, drukket øl med vennerne på Østerbro og glædet sig til at holde sommerferie med sin familie. Derfor overvejede han kortvarigt at takke nej til Kasper Hjulmands tilbud om at ændre sine planer og støde til landsholdstruppen med kort varsel. Men da hans arbejdsgiver, Brentford F.C., gav grønt lys til en længere sommerferie, skulle der ikke meget til at overtale Mathias »Zanka« Jørgensen. »Kasper Hjulmand vidste godt, at han bad mig om at udfylde en svær rolle. Men når det kommer til landsholdet, kan jeg sagtens tilsidesætte mit ego.« Den perfekte dag i København Mathias »Zanka« Jørgensen er opvokset på Østerbro og tilbragte alle sine ungdomsår i B93, inden han fik sit gennembrud for F.C. København. Herfra har han to gange taget turen ud i verden og hjem igen efter mindre vellykkede ophold i europæiske topklubber. Tredje gang var dog lykkens gang. I de seneste år har han nemlig fået et nyt gennembrud i den engelske Premier League for Brentford, der er kendt for at have en dansk træner og mange danske spillere – heriblandt landsholdskollegaerne Mikkel Damsgaard, Christian Nørgaard og Mathias Jensen. Og selvom han ikke er første mand på holdkortet, har »Zanka« fået masser af spilletid i foråret på grund af skader i truppen. De engelske medier har samtidig rost hans præstationer. Generelt nyder han at bo i London, men han ejer også en lejlighed i Indre By, hvor det var meningen, at han og familien skulle bruge meget tid de kommende uger. »København er et fantastisk sted om sommeren. Man kan lave så mange fede ting,« siger Mathias »Zanka« Jørgensen. Hvad ville være din perfekte sommerdag i København? »Den ville helt sikkert begynde med noget morgenmad, det kunne være på Atelier September eller Amator, der lige er åbnet på Østerbro. Og så skulle man selvfølgelig have en god kop kaffe, som er noget, man virkelig savner i udlandet. La Cabra og Prolog gør det godt, synes jeg,« siger han og fortsætter: »Derefter ville jeg bare cykle rundt i København, måske spise en burger på Gasoline eller POPL og senere mødes med nogle venner, drikke et par øl og finde et godt sted at spise. Og så ville jeg nok slutte dagen med at hygge med min familie derhjemme.« En skjult helt Der går dog noget tid, før Mathias »Zanka« Jørgensen får lov til at føre de planer ud i virkeligheden. Først skal han nemlig have overstået EM-slutrunden med landsholdet i Tyskland. Selvom han er med for første gang i over et år, har »Zanka« et langt og godt forhold til landsholdet. Debuten i 2008 gør ham således til den spiller i EM-truppen med flest år på bagen i rødt og hvidt, selvom andre har spillet væsentlig flere kampe. Og faktisk er det ikke første gang, at Kasper Hjulmand hiver forsvarsspilleren op af hatten til en slutrunde. Også op til det allerede legendariske EM i 2021 fik landstræneren kritik for at udtage »Zanka«, der havde haft en svær halvsæson i F.C. København og af mange blev set som færdig på det højeste niveau. Men man skal aldrig afskrive ham. Og selvom han slet ikke var på banen under slutrunden, beviste han over for landstræneren, hvorfor han er så stor en gevinst at have med. Kasper Hjulmand husker især en træning efter den famøse Finland-kamp, hvor Christian Eriksen faldt om med et hjertestop. Det var et chokeret landshold, der mødte op på træningsbanerne i de dage. Forude ventede kæmpefavoritterne fra Belgien. Og her trådte »Zanka« i karakter. »Vi havde et par træninger, hvor de spillere, der ikke skal starte, skal agere ligesom Belgien, så vi kunne måle vores 11 startere mod dem,« husker Kasper Hjulmand. Mathias »Zanka« Jørgensen var på det hold af spillere, der skulle spille som Belgien. »Og han var fantastisk. Han hævede niveauet hos alle. Han sørgede for, at det hold, der trænede den dag, det var sgu Belgien. Han var ekstremt hård,« siger landstræneren. Og læg så dertil, at han stod frem som en personlighed uden for banen. »Han var dj i omklædningsrummet, og han tog sig af de tre musketerer, Mikkel Damsgaard, Jonas Wind og Andreas Skov Olsen. Hans værdi for holdet var ekstremt stor. En af de skjulte helte.« Holdets mand Til EM i Tyskland er Mathias »Zanka« Jørgensen tiltænkt en lignende rolle. Men måske er der i virkeligheden slet ikke så langt til startopstillingen. Kasper Hjulmand har været imponeret over hans præstationer for Brentford, ligesom han gjorde en god figur i anden halvleg mod Sverige. Og fordi Danmark formentlig kommer til at spille med tre centrale forsvarsspillere, og anfører Simon Kjær er langt fra topformen, kan der meget vel blive brug for ham. Selv har Mathias »Zanka« Jørgensen dog primært fokus på at yde det maksimale til træning, hvor han regner med at få den samme rolle som i 2021. »Det er ikke nemt, for Slovenien eller Serbien spiller måske på en helt anden måde, end jeg selv ville. Men jeg skal gå ind og agere som dem for at forberede holdet bedst muligt,« siger han: »Man skal primært bare lægge sig selv og sit ego til side.« https://www.berlingske.dk/danmark/han-troede-at-han-skulle-holde-sommerferie-i-koebenhavn-men-saa-ringede
Опубликовать